Sådan får du kunder fra Facebook


Alle snakker om Facebook, men hvad kan os der driver en virksomhed egentligt bruge det til, når det kommer til stykket? Netop dét giver jeg her mit bud på, og læser du hele indlægget, får du 5 konkrete metoder til at skaffe kunder via Facebook på.

Opret annoncer
At oprette en annonce på Facebook er ikke svært, men som opsætningen er lige nu, har de nu ikke gjort det let at finde frem til selve annoncørsiden. Helt nede i bunden finder du linket “Annoncering”, hvorefter du trykker “Opret annoncer”.

Her kan du gå i gang med at skrive en kort annoncetekst, og segmentere i hvem du gerne vil ramme med annoncen. Segmenteringsmuligheden er den store styrke bag annoncering på Facebook, og du må derfor gerne give dig god tid med især det punkt.

Jeg plejer at vælge betaling pr. klik (Ca. 1-1,5$ pr. klik), men du har også mulighed for at betale pr. 1000 visninger.

Lav en generel side
En af de helt store markedsføringsmuligheder på Facebook er, at lave en generel side der på den ene eller anden måde relaterer til dit produkt eller service, uden direkte at være tilknyttet din virksomhed.

Tag eksempelvis siden E-handel, som jeg oprettede i sidste uge. På den side vil jeg løbende udgive relevante nyheder om e-handel, og i kraft af mit arbejde hos ScanNet, vil jeg naturligvis også sende et par nyheder derfra.

Sælger du økologisk tøj, kunne du eksempelvis oprette en side der hedder “Økologi”. Tænk på hvor mange der potentielt vil melde sig ind i den – ret mange ikke? Find et emne og sidenavn som din målgruppe kan identificere sig med. Sørg for at siden har et passende billede, og invitér derefter dine venner.

Som administrator af sådan en generel side, får du altså gratis adgang til en masse mennesker, der højest sandsynlig kunne være interesseret i dine produkter.

Vær opmærksom på ikke at overdrive antal opdateringer (jeg udgiver ca. én nyhed hver 2-3 uge). Dine opdateringer skal også være objektive og relevante – du kan altså ikke bare sende tilbud fra din egen virksomhed. Med andre ord, brug kun denne markedsføringskanal med stor omtanke.

Du opretter en side ved igen at trykke “Annoncering”, derefter “Sider” efterfulgt af “Opret en side”.

Lav en side til din virksomhed
En af de mest oplagte marketingtiltag du kan starte med på Facebook, er at oprette en side til din virksomhed (Eksempelvis som jeg har gjort til ScanNet).

Sådan en side tiltrækker typisk relativt få men meget loyale medlemmer, som du nu nemt kan informere om nye produkter og andre nyheder. Disse mennesker fungerer, i kraft af deres tilknytning til din side, også inddirekte som ambassadører for din virksomhed. Dine medlemmers Facebook-venner kan jo se at deres ven er medlem af din virksomheds side, hvilket i sidste ende kan betyde, at du bliver en helt ny kunde/medlem rigere.

Opdatér din status
At opdatere sin status (som i skrivende stund betegnes “Hvad har du på hjerte?”), er den nemmeste måde at promovere sin virksomhed på Facebook. Du når i første omgang kun ud til dine Facebook-venner, men det er jo en begyndelse. Måske får du et par kunder derfra, og måske er din sides indhold så godt, at dine Facebook-venner også deler den med sine Facebook-venner. På den måde spredes budskabet som ringe i vandet.

Gør det nemt at dele dit indhold
Din hjemmeside får flere besøg – og derfor får du sandsynligvist også flere kunder – hvis du gør det nemt at dele din hjemmesides indhold på Facebook.

Ideen er, at du indsætter et link til Facebook på din hjemmeside, som automatisk sender din side ud på Facebook ( i stedet for at folk manuelt skal kopierer din hjemmesideadresse og derefter gå ind på Facebook). Det kan gøres på mange måder (på alle sider eller nogle udvalgte sider, med et Facebook-logo eller blot med tekst, osv.), og her kan du læse mere om at dele indhold på Facebook.

Generelt: Uanset om det gælder din egen profil, dine Facebook-sider eller andet på Facebook, skal du være opmærksom på, ikke at udsende dine kommercielle budskaber for tit.

Jeg håber, at du finder denne artikel brugbar, og at du vil dele den på Facebook og stemme på Anyhed.dk. God fornøjelse med at skaffe flere kunder.

7 thoughts on “Sådan får du kunder fra Facebook

  1. Pingback: www.anyhed.dk
  2. God gennemgang af mulighederne på Facebook!

    Noget jeg har lagt mærke til, når ens virksomhed har en side er, at du får enormt meget godt feedback fra dine fans.

    F.eks. når en shopejer i sin status skriver “har lige fået et parti Brand X hjem, glæd jer til at se dem i shoppen!”. Så er der typisk en del, der vender tilbage med “Ej, det glæder vi os til!” eller “Du skulle prøve med Brand Y også”.

    Så en enorm fed måde at gå i dialog med din virksomheds “ambassadører” på. Noget af det vigtigste, hvis du vil opbygge et brand omkring din virksomhed.

  3. Hej Søren,

    Tak for din kommentar. Du har ret – det er en rigtig fed måde at kommunikerer med sine ambassadører på. Dialogen bliver mere ægte og troværdig, hvilket i sidste ende giver flere salg både fra eksisterende/nye kunder.

  4. Jeg har selv haft et par kunder der ville være med på Facebook, men jeg har ikke oplevet at det har givet de store salg.
    Jeg tror på at Facebook kommer til at spille en rolle, men det er som om trafikken derfra er betydeligt mindre købelysten end trafikken fra søgemaskinerne.

  5. Hej Jeppe,

    Jeg oplever selv samme tendens. Jeg ser mere Facebook som en indirekte salgskanal end en direkte – i modsætning til søgemaskiner.
    Facebook er kanon til eks. at sprede et budskab eller øge tilliden mellem en specifik kunde og virksomhed.

  6. Jeg kører et par tests for tiden for en kunde, hvor vi forsøger at få Facebook til at fungere som “order starter”. Og indtil videre giver det da noget.

    Men der skal tænkes kreativt, og det er helt klart at den primære værdi ligger i den direkte dialog man får med sine allerbedste kunder. Der kommer virkeligt nogle guldkorn derfra, og en langt større forståelse for sine kunders behov.

  7. Hej Søren,

    Det lyder fedt – og jeg vil selvfølgelig gerne høre mere om resultatet af dine tests 🙂

    Udover kreativitet og kunderelation, er selve produktet også ret afgørende for om Facebook kan være en seriøs “order starter”. Nogle produkter har en profil, der bare gør det lettere at segmentere ud fra (nu snakker jeg om annoncer). Desuden er det selvfølgelig også lettere at lokke dankortet op ad Facebook-folkets lomme, hvis det er et impuls-produkt man tilbyder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *